Skip to main content
Blog for fagfolk

Her skabes fremtidens høreapparater

Lige nu står vi uden tvivl med de bedste og mest højteknologiske høreapparater, verden har set.

FutureHearingAids
11-16-2022

Af Ulla Oppermann Blankholm

 

Lige nu står vi uden tvivl med de bedste og mest højteknologiske høreapparater, verden har set. Udviklingen af dem står solidt på skuldrene af tidligere forskning, lige som fremtidens høreapparater vil være baseret på den viden, vi har netop nu. I 2020 kunne GN Hearing, som de første i verden, lancere et høreapparat, hvor mikrofonen sidder i øregangen – et klart internationalt gennembrud.

Der er ingen tvivl i Brian Dam Pedersens sind: ReSound ONE, som GN Hearing lancerede i 2020, er det mest komplicerede, der nogensinde har forladt den internationale høreapparatvirksomhed.

- GN Hearing har over de seneste fem-seks år haft en række lanceringer, der har løftet den audiologiske kvalitet i høreapparaterne. Det har været et meget voldsomt løft i forhold til, hvor vi kom fra. Det er lang tids research, der nu begynder at materialisere sig, lyder det fra Brian Dam Pedersen, der er Chief Technology Officer i GN Hearing.

Han lægger ikke skjul på, at han, og hvad han vurderer til omkring de 4-500 mennesker, der har været inde over udviklingen de seneste mange år, er glade for, at det er lykkedes.

- Det er lidt lige som, når man har løbet en maraton: Det skal man aldrig igen. Men så går man alligevel i gang med det næste, siger han og uddyber, at de allerede er i gang med det næste høreapparat, selv om han ikke kan sige så meget om netop det endnu. Han er stolt over at være med til at skabe helt ny teknologi:

- Det er altid sjovt at være de første med noget. Det er udfordrende på en anden måde, fordi du ikke har en facitliste at arbejde ud fra. Hvis du er nummer to med noget, så ved du, at det kan lade sig gøre at udvikle et bestemt produkt. Når du er nummer et, så er der ingen steder, du kan slå op – intet du kan sammenligne med – og være sikker på, at det vil kunne lykkes. Du er nødt til at stole på, at det vil lykkes, og derfor er det en anden måde at udvikle på end at lave en variant af noget, du har lavet før, siger han og tilføjer, at der ikke var nogen, der for 10 år siden havde forestillet sig, at man i dag ville stå med et høreapparat som ReSound ONE.


BrianDamArticleImage

Brian Dam Pedersen, Chief Technology Officer i GN Hearing.

 

Udviklerne har haft det på deres liste over ting, der skulle arbejdes med, og det er der løbende blevet gjort.

- De folk, der har arbejdet med det, har troet på det hele vejen igennem. Teknologien har udviklet sig, og de seneste år har vi haft en klar fornemmelse af, at vi ville komme igennem, og det gjorde vi, lyder det fra Brian Dam Pedersen, som uddyber, at det især har været hyletonen i apparatet, der har givet udfordringer, fordi man har placeret mikrofonen så tæt på selve høreapparatet.

Det er ikke et problem i de nye høreapparater,  og ifølge Brian Dam Pedersen, fortæller brugerne, at lyden er mere naturlig, end hvad de har været vant til.

Han har fulgt forskningen, der startede for omkring 10 år siden til nu, hvor den har udmøntet sig i ReSound ONE:

- Branchen som sådan har arbejdet med at bevare en naturlighed i rummeligheden i mange år, men det er først nu, at vi har fået mulighed for at sætte en mikrofon ind i øregangen uden, at det volder tekniske problemer. Det ydre øre er bestemmende for, at man kan høre de små nuancer: Om der sidder en tæt på, om der er gulvtæppe på gulvet osv., siger Brian Dam Pedersen og fortsætter:

- Normalt sætter man mikrofonen bag ved det ydre øre, men her har vi altså puttet det ind i øret, samtidig med, at det er meget småt og behageligt at have på, og det giver en helt ny lydoplevelse. Det er et internationalt gennembrud.

Han peger på andre tekniske detaljer, der gør ReSound ONE en tand mere lækkert end tidligere apparater, og at de genopladelige batterier, hvis man vælger dem – høreapparaterne kommer både med genopladelige batterier og almindelige batterier – har fået en mere stabil levetid end tidligere.

Når han af og til klikker sig et smut forbi YouTube og ser, hvad folk mener om det nye høreapparat, kan han ikke blive andet end glad:

- Der er en masse brugere, der synes, det fungerer rigtig godt, og det er det, vi har ønsket undervejs i hele forløbet. Det viser, at vi for alvor er lykkedes med det, vi ville.

 

Nogle af GN’s milepæle de seneste 20 år:

2020 GN går sammen med høreklinikker over hele verden og kan tilbyde ReSound Assist Live, der gør det muligt for brugeren at få tilpasset sine høreapparater via en videokonsultation.

2020 GN lancerer ReSound ONE – et innovativt høreapparat, der gør brug af et ”Microphone & Receiver-In-Ear” design for at kunne tilpasse sig behovene fra hver enkelt bruger.

2017 ReSound LiNX 3D kommer til verden og gør det muligt for brugerne at få finjusteret deres høreapparater hjemmefra i samarbejde med deres høreklinik.

2014 Verdens første Made For iPhone høreapparater bliver lanceret – og gør det muligt at streame lyd – i stereo – direkte fra en iPhone, iPad eller iPod touch til høreapparatet.

2010 Alle rammer sprænges: Det lykkes at implementere den veldokumenterede trådløse teknologi 2,4 GHz i høreapparatet ReSound Alera. Det gør det muligt at oprette direkte forbindelse mellem ReSound Alera og trådløst tilbehør.

2012 Her lykkes det at udvikle den trådløse teknologi til et hidtil uset niveau ved hjælp af 2,4 GHz Device-to-Device communication og den banebrydende Binaural Fusion teknologi. Det får høreapparaterne til at fungere som ét samlet system – hvilket aldrig var set før inden for høreapparatindustrien.

2003 GN introducerer ReSound Air, der er det første høreapparat med ”open fitting,” der er nemt at tilpasse og samtidig er en attraktiv kosmetisk løsning.

 

Læs flere indlæg

Del: