Iværksættereventyr overstråler alt

Af Ulla Oppermann Blankholm • Foto Ricky John Molloy

En idé udsprunget af et klart behov: Hans Jørgen Wibergs app ”Be My Eyes” har fået verdensomspændende succes med tæt på to millioner brugere – og i tilgift fjernet hans fokus på sit eget høretab og dårlige syn, der for synets vedkommende formentlig er helt væk om 10 år.

Reglen var, at Hans Jørgen Wiberg og hans to søstre skulle blive i sengen oppe på deres værelse, hjemme på gården, indtil moren sagde, at de måtte komme ned. Der var nemlig meget, der skulle ordnes for den selvstændige landmandskone, før der løb små børnefødder rundt på køkkengulvet. Lisbet var den mest modige af de tre søskende, så det blev altid hende, der råbte, om de måtte komme ned – men det var altid Anne Grete, der skulle svare, hvad mor råbte tilbage, for Lisbet kunne ikke høre det. Det undrede forældrene, og derfor blev hendes hørelse undersøgt, og lige omkring samme tid fik Hans Jørgen Wiberg også testet sin hørelse. Han var på det tidspunkt fem år gammel og fik kort tid efter sine første høreapparater. Det er 50 år siden i dag. 

- Jeg kan ikke rigtig huske, at det har været anderledes. Det føles som om, at jeg altid har haft høreapparaterne og erindrer derfor ikke, at jeg pludselig kunne høre bedre. Det kan også være, at det er derfor, jeg ikke har følt mig hæmmet af at have dem – jeg har ikke tænkt så meget over det – men det har da undervejs været lidt irriterende, for det var nogle store apparater dengang. Det var sværere at score damer, men det lykkedes jo alligevel, siger Hans Jørgen Wiberg og griner ud mod køkkenet, hvor hans kone er gået ud for at tage lidt frokost.

I dag er han glad for, at tilvænningsprocessen når han får nye høreapparater, omkring hvert fjerde år, er en helt anden, end den var tidligere:

- Det var et helvede dengang. Der gik meget lang tid, før jeg havde vænnet mig til de nye høreapparater. Det er blevet så meget bedre i dag, slår han fast og tilføjer, at han er utroligt glad for sin seneste model, der kan integreres med telefonen.

- Jeg kan gå og høre en lydbog og så tage telefonen med det samme, når den ringer. Jeg har aldrig misset et opkald. Før ringede telefonen tre gange, før folk omkring mig sagde: ”Så tag dog din telefon.” Jeg kunne simpelthen ikke høre den, men det sker ikke mere, fordi jeg med det samme hører det i høreapparaterne, når den ringer.

Da Hans Jørgen Wiberg fik sin første iPhone for nogle år siden, var han i den grad fascineret af dens mange muligheder og begyndte at prøve funktionerne af. Via et Facetimeopkald til sin datter, hvor de kunne se hinanden, imens de talte, gik han nogle gange rundt med lukkede øjne i huset og blev guidet af hende. Mulighederne for blinde skulle afprøves: ”Nu er du snart henne ved dørhåndtaget, nu rækker du hånden frem og trykker ned.”

For 30 år siden fik den i dag 56-årige Hans Jørgen Wiberg konstateret retinitis pigmentosa – hvilket gør, at han formentlig gradvist vil miste synet for slet ikke at have noget syn tilbage om 10 år.

Måske kunne man dele hinandens søskende

På det tidspunkt, da Hans Jørgen Wiberg blev guidet rundt af sin datter, var han involveret i Dansk Blinde Samfund som kredsformand, samtidig med at han hjalp sin kone Rigmor Wiberg i hendes møbelpolsterværksted. Fra arbejdet i Dansk Blindesamfund kom han i kontakt med mange blinde og var naturligt interesseret i deres daglige udfordringer.

- Mange af dem begyndte at bruge Facetime, men de fleste mente, at det var en ulempe, at man altid skulle ringe til den samme søster eller bror for at spørge om hjælp. Her opstod idéen faktisk, for jeg tænkte, at det vel ikke kunne være så svært at lave en gruppe, som man kunne ringe til, for eksempel hvor man kunne dele hinandens brødre og søstre. Så det var udgangspunktet, og det er det stadigvæk, siger Hans Jørgen Wiberg, der de næste 14 dage gik og tænkte mere og mere over idéen, som inde i hans hoved blot blev bedre og bedre.

Helt tilfældigt hørte han en dag i radioen om en start up weekend i Aarhus, hvor man kunne komme ind fra gaden og præsentere sin idé på ét minut. Det var i foråret 2012, og imens landskabet passerede forbi på turen fra hjemmet i den lille landsby Sdr. Vedby uden for Nykøbing Falster og til Aarhus, så øvede Hans Jørgen Wiberg sit oplæg igen og igen, indtil det var helt skarpt og tog 59 sekunder. Hans Jørgen Wiberg tog sin blindestok med på scenen som et ekstra kraftfuldt element, selv om han kunne have undværet den i den korte tid, fremlæggelsen varede. Hans synsfelt er kun fire-fem grader, så han kun kan se, hvad der er lige foran ham. Stokken bliver primært brugt, når han er ude at gå – når han er hos sig selv, undværer han den hellere. Alle deltagere i start up weekenden fik udleveret tre sedler, så de efterfølgende kunne stemme på de idéer, de syntes bedst om. Hans Jørgen Wibergs idé var populær. Den blev en af dem, der skulle arbejdes samlet om hen over weekenden, og han stod derfor over for at skulle samle det hold, han ville have til at arbejde med idéen.

- En af de allerførste, der kom hen til mig, sagde – ”du har ikke prøvet det her før, har du? Skal jeg ikke hjælpe dig med at lave et hold?” Han havde ret, og han hjalp mig, så vi fandt de andre til holdet, fortæller Hans Jørgen Wiberg og uddyber, at den initiativrige mand i dag er direktør i Be My Eyes.

Idéen vandt prisen som den mest innovative, og Hans Jørgen Wiberg tog opløftet hjem og havde nu et hold af mennesker bag sig, som var villige til at arbejde for idéen. Godt nok et lidt spredt hold: En var i Aarhus, han selv i Nykøbing Falster og et par stykker boede i Sverige.

En urealistisk ansøgning

- Det var svært at mødes, men vi begyndte at holde Skypemøder hver mandag klokken 8.00, hvor vi uddelte opgaver, fortæller Hans Jørgen Wiberg, der sammen med de andre besluttede, at appen Be My Eyes skulle være non-profit og begyndte at søge forskellige fonde.

Dansk Blindesamfund donerede 50.000 kroner til appen, og så gjorde teamet noget, som Hans Jørgen Wiberg ellers til at starte med tænkte var helt urealistisk. De søgte Veluxfonden om to millioner kroner.

- Det kan vi da ikke, tænkte jeg. Jeg havde hele tiden fokuseret på, hvor billigt vi kunne gøre det hele, men jeg kunne også godt se, at hvis det skulle op at stå, så var vi nødt til at have gode udviklere, have et kontor og så videre. Med god hjælp fra en mor til en af de andre på holdet, som var vant til at søge fondsmidler, fik vi de to millioner kroner og kunne gå i gang med det tekniske med udviklingen af appen, siger Hans Jørgen Wiberg.

I november 2014 lancerede de i al stilhed appen i den danske app-store. Indtil da havde de haft 10 blinde til at teste den, så nu skalerede de reelt blot deres tests ved at lægge appen i den danske appstore, hvor omkring 200 nye brugere kunne teste den. Straks dukkede der noget op, der skulle rettes, men den 15. januar 2015 var de klar til verden.

Smutvej til Facebooks algoritmer

Inden da udarbejdede de en såkaldt Thunderclap kampagne, hvor de fik 457 af deres Facebook følgere til at skrive på det nu nedlagte Thunderclap, så deres beskeder om lanceringen ville blive delt på nøjagtig samme tidspunkt – klokken 12.00 den 15. januar 2015. Dengang var det en smutvej til Facebooks allerhelligste algoritmer, så omtalen blev langt større, end hvad de 457 Facebookfølgere ville have kunnet præstere på egen hånd. Derefter fik de en artikel på det amerikanske website Producthunt.com, og pludselig var appen og historien bag kendt af de fleste techmedier i verden.

- Den første uge efter lanceringen var vi i alle de tech medier, som enhver start up virksomhed drømmer om at komme i. Den første uge gav vi seks-syv interviews om dagen, og de næste måneder var det tre-fire interviews hver dag – vi lavede stort set ikke andet end at tale med journalister fra Australien, USA, England, Tyskland, Italien, Japan, Rusland – vi fik historien ud alle mulige steder, husker Hans Jørgen Wiberg og tilføjer, at det var ret heldigt med al den omtale, for de 80-90.000 kroner, de egentlig havde sat af til markedsføring, var blevet brugt i forbindelse med udviklingen af appen.

Hvordan formåede du at holde hovedet koldt i den periode?

- Det gjorde jeg måske heller ikke, men når man er 50 år, så bliver man måske ikke så let løbet over ende, som når man er 18 år. Jeg synes ikke selv, at al den succes har gjort mig opblæst – det er ikke min egen oplevelse – det har bare været eventyrligt sjovt.

I dag har appen 2,8 million frivillige, som omkring 153.000 blinde kan række ud efter hjælp hos.

Ingen fast månedsløn – helt normalt

Hans Jørgen Wiberg havde aldrig tænkt på, at iværksætterverdenen og start up universerne skulle have noget med ham at gøre, men alligevel er det noget, som falder ham helt naturligt. Hans kone er som nævnt selvstændig med møbelpolsterfirmaet, og her fletter Hans Jørgen Wiberg stadig flet til nogle af Børge Mogensens klassiske designstole. Han ser det som en dejlig kombination at gøre det, når han har siddet mange timer foran computeren. Derudover er han uddannet landmand, har studeret filosofi, og så var der jo forældrene, som var selvstændige landmænd.

- Både min kone og jeg er opvokset på en gård, og det er på alle måder et meget selvstændigt arbejde, hvor man lægger mange arbejdstimer, så på den måde var det ikke noget, der skræmte mig væk. Ikke at have en fast månedsløn er jo helt normalt i den verden, og det føltes meget naturligt, siger han og fortsætter:

- Jeg kan dog godt forstå, at mange ville være stoppet i den proces, vi har været igennem med Be My Eyes. Når virksomheden er lille, og tallene er små, kan man godt følge med, men når den begynder at få noget volumen, og der ryger en halv og en hel million kroner ind og ud af kontoen, så kan man godt blive lidt shaky, når kassekreditten holder vejret. Det kan godt være en barsk oplevelse for nogle at miste kontrollen på den måde, alene på grund af tallenes størrelse.

Be My Eyes er gået fra at være en nonprofit organisation til at være en almindelig virksomhed, efter et storsindet grønt lys fra Veluxfonden om at foretage dette skifte. Tanken om et skifte opstod efter en tur til Silicon Valley, hvor det stod klart for Hans Jørgen Wiberg og hans partnere, at man godt kan tjene penge samtidig med, at man arbejder i en god sags tjeneste.

Sidste år indgik Be My Eyes en aftale med Microsoft om en service til firmaets blinde kunder, og det giver penge til de folk, der er ansat i Be My Eyes. Ifølge Hans Jørgen Wiberg arbejder man netop nu på at indgå flere af den slags aftaler – for eksempel med banker – hvor blinde kan blive stillet igennem til en bankmedarbejder, så de ikke skal have en tilfældig person fra Be My Eyes appen til at håndtere deres bankforretninger.

Én drivkraft

Pengene er dog ikke fosset ind i pengekassen hos hverken Be My Eyes eller Hans Jørgen Wiberg, selv om kendskabet til appen er blevet så stort. Det er ikke noget, der generer Hans Jørgen Wiberg:

- Jeg er ikke drevet af penge. Jeg er drevet af det her…, siger han og henter sin telefon og viser de forskellige blinde, der inden for de seneste fem minutter har fået hjælp af Be My Eyes appen; en fra Japan, en fra Saudi Arabien…

- Det er dem, jeg er drevet af, siger han og tilføjer, at det er sjovt, at en så enkel – og i virkeligheden meget banal idé – nu er nået ud i samtlige verdens lande med nogle enkelte undtagelser som for eksempel Nordkorea og Iran.

- Når en 50-årig mand fra provinsen, uden særlig teknisk snilde af nogen slags, kan gøre det her, så kan andre gøre noget tilsvarende. Det er vildt fascinerende, at verden er blevet så lille, at sådan noget kan lade sig gøre, siger han og uddyber, at han selvfølgelig aldrig har prøvet at være rig, og at han i øvrigt aldrig har mødt nogen rige mennesker, han havde lyst til at bytte med.

- Det er helt vildt sundt at skulle kæmpe for tingene og vide, at man skal passe på de penge, man har, understreger han.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at appen ville nå så bredt ud, som den gør i dag.

- Det er fantastisk at have opfundet den og dermed gøre det muligt for blinde at modtage hjælp og for andre at hjælpe, lyder det fra Hans  Jørgen Wiberg, der i indledningen til en TED-x på ted.com, der viser stærke og effektfulde taler, startede med at sige, at mange gerne vil hjælpe og ændre verden – og at de med denne app nu har muligheden.

Han kan godt grine lidt af sin tilgang til udviklingen af appen i starten:

- Min farmor blev helt blind, da hun var i midten af 60’erne, og mit syn er på ganske få grader, så jeg bliver det også. Indtil videre tager jeg bare tingene, som de kommer – en dag ad gangen – jeg kender heldigvis mange blinde, som har det sjovt, men selvfølgelig er det ikke nogen dans på roser, og der er nogle, som slet ikke kan holde det ud og for eksempel begynder at drikke. Da vi fik udviklet appen, jokede jeg lidt med, at nu skulle udvikleren altså skynde sig at blive færdig, fordi jeg snart skulle bruge den, siger Hans Jørgen Wiberg, der ud over hjælp fra Be My Eyes, håber, at en anden ny teknologi, nemlig ny stamcelleforskning kan hjælpe ham.

- Der er ikke sket noget inden for feltet i mange år, men for nyligt har det vist sig, at man ved hjælp af stamcelleterapi på mus kan stoppe processen mod blindhed. Nogle vil sige, at det er fuldstændig jubeloptimistisk at tro på, men jeg er meget tæt på at være på det jubeloptimistiske hold, for jeg kan se, hvor stor fart der er på teknologien – med selvkørende biler, og mulighed for at anvende enorme mængder computerdata, lyder det fra Hans Jørgen Wiberg, der også har haft den jubeloptimisme med sig under opbygningen af Be My Eyes og derfor har noget at have sin jubeloptimisme i – og ikke mindst sin indbyggede ”Hvorfor egentlig ikke” tankegang.